Thomas Piketty

Thomas Piketty om velstand og magtbalance

Piketty: Den uhyre velstand har forskudt en vigtig magtbalance
(Artikel fra Dagbladet Information 21. marts 2017. Lagt på hjemmesiden 23. april 2017 v. Niels Lundwall)

Kombinationen af stater, der tynges af stadig større gæld, og den stadig større ophobning af privat velstand er ikke et holdbart status quo. Uden omfordeling truer politisk tumult
Dagens økonomiske debat er overdetermineret af to virkeligheder – disse er i øvrigt forbundet med hinanden, hvad vi kan være tilbøjelige til at glemme. På den ene side har vi den stadige stigning i den offentlige gæld, og på den anden den velstand, som er ophobet i privatejede formuer.
Næsten alle steder nærmer niveauet for offentlig gæld sig eller har oversteget niveauet for nationalindkomsten (hvilket omtrent svarer til det årlige bruttonationalprodukt) – en markant stigning i forhold til de knap 30 procent, som var det typiske billede i 1970’erne.
Det er en problematisk gældsvækst, som det ligger mig fjernt at bagatellisere. Sandt at sige har vi at gøre med det højeste niveau for offentlig gæld siden Anden Verdenskrig. Historiske erfaringer viser da også, at gæld på så høje niveauer kun meget vanskeligt kan nedbringes med gængse midler.
For at danne os et klarere overblik over, hvad der står på spil, og hvad alternativerne kunne være, er det derfor vigtigt, at vi sætter denne virkelighed i perspektiv og relaterer den til udviklingen i struktureringen af ejendom som helhed.

Negativ nettokapital
I kort begreb kan den samlede mængde af ejendom i et land opdeles i på den ene side offentlig kapital, som er de offentlige aktiver (som omfatter bygninger, jord, infrastruktur, finansielle porteføljer, aktier i selskaber osv., som ejes af de offentlige myndigheder i deres forskellige former: stat, kommuner osv.) efter fratrækning af offentlig gæld – og på den anden side af den private kapital, der udgøres af husholdningernes aktiver, når gælden er fratrukket.
I efterkrigstidens opsvingsårtier – i Frankrig kaldet les trente glorieuses, de glorværdige 30 år fra 1945-75 – var de offentlige aktiver meget betydelige. De udgjorde typisk 100-150 procent af nationalindkomsten, hvilket afspejlede den tids meget store offentlige sektor, som i flere lande igen hang sammen med efterkrigstidens nationaliseringer.
Samlet set var den offentlige kapital, fraregnet gæld, i vidt omfang positiv og af en størrelsesorden på 100 procent af nationalindkomsten, trods stigende priser på fast ejendom og stigende kurser på aktiemarkedet. Efterhånden begyndte den offentlige gæld imidlertid at nærme sig 100 procent af nationalindkomsten med det resultat, at den offentlige nettokapital tenderede mod at gå i nul.
På tærsklen til krisen i 2008 var den allerede negativ i Italien. De seneste data for 2015-2016 viser, at den offentlige nettokapital er blevet negativ i USA, Japan og Storbritannien. I alle disse lande vil et salg af de samlede offentlige aktiver således ikke være tilstrækkelig til at indfri gælden. I Frankrig og Tyskland er den offentlige nettokapital kun lige akkurat positiv.

Forarmelse af stater
Dette betyder imidlertid ikke, at de rige lande er blevet fattige: Det er deres stater, som er blevet fattigere, hvilket er noget ganske andet.
Faktum er nemlig, at i samme periode steg den private rigdom, efter fraregning af gæld, spektakulært. I 1970’erne løb de private formuer op i 300 procent af nationalindkomsten – i 2015 var deres værdi i alle rige lande steget til 600 procent eller derover.
Denne vækst i den private rigdom har flere årsager: stigningen i ejendomspriser (en effekt af koncentration i større storbyområder), en aldrende befolkning og en faldende befolkningsvækst (hvilket automatisk gør den opsparing, som er akkumuleret i fortiden, relativt større end de indkomster, som aktuelt optjenes, og bidrager til at oppuste priserne på aktiver) og naturligvis også privatisering af offentlige aktiver og stigning i gælden (som holdes i en eller anden form af privat ejerform via bankerne).
Hertil kan føjes de meget høje afkast, som de største finansielle formuer kaster af sig (strukturelt vokser disse hurtigere end størrelsen på verdensøkonomien) og en udvikling i det internationale retssystem, som er meget gunstig for besiddere af privat ejendom (både af fast ejendom og af intellektuel ejendom).
Faktum er, at den private kapital voksede i et langt hurtigere tempo end reduktionen af den offentlige kapital og end den, de rige lande selv har, og endda lidt mere (samlet set har rige lande flere finansielle aktiver i resten af verden end omvendt).

Afmagtsfølelse
Hvorfor nu se pessimistisk på denne uhyre velstand? Simpelthen fordi den ideologiske og politiske magtbalance er blevet sådan, at statsmagter og offentlige myndigheder ikke er i stand til at sikre, at de, som drager størst fordel af globaliseringen, bidrager med deres rimelige andel til resten.
Dette fravær af muligheder for at skabe og håndhæve et retfærdigt skattesystem er blevet erkendt som det givne vilkår, der opretholder en tilflugt til yderligere gældsstiftelse. Denne følelse af afmagt forstærkes i hidtil uset omfang af den økonomiske og finansielle indbyrdes afhængighed; hvert enkelt land er ejet af sine naboer, og navnlig i Europa er oplevelsen af kontroltab udbredt.
Historisk set falder større ændringer i struktureringen af ejendom ofte sammen med dybtgående politiske forandringer. Det så vi med Den Franske Revolution, Den Amerikanske Borgerkrig, de europæiske verdenskrige i det 20. århundrede og befrielsen i Frankrig.
De nationalistiske kræfter, som er i fremgang i dag, kan få held til at genindføre nationale valutaer og inflation, hvilket vil fremme en kaotisk omfordeling af ressourcer med betydelig social stress og en etnificering af de politiske konflikter til følge.
Konfronteret med de fatale risici, som således er f0rbundet med at opretholde det aktuelle status quo, må vores opgave være at afstikke en demokratisk vej ud af blindgyden og inden for retsstatens rammer tage fat på at organisere den nødvendige omfordeling af ressourcer.

Oversat af Niels Ivar Larsen.
Emneord: Thomas Piketty