Kulturen, malerkunsten, digtene og sangene rummer vigtige iagttagelser og visioner, som kan inspirere, når vi arbejder for samfundsforandring.
Findes der en socialistisk kulturpolitik?
Den 23.10.08 holdt Morten Thing et oplæg om socialistisk kulturpolitik i et historisk lys, som led i Enhedslistens kulturudvalgs forsøg på at indkredse begrebet kultur. Følgende er et uddrag af dette oplæg.
Et materialistisk udgangspunkt for den politiske kamp
Politisk socialistisk kamp fra 1880 – 1920 handlede først og fremmest om kampen for bedre vilkår for arbejderklassen ud fra tesen om, at basis for samfundet, er de givne produktionsforhold. Det socialistiske program byggede på dialektisk materialisme, hvor dialektikken mellem individ og det kollektiv skulle ændre verden, ud fra en idealistisk målsætning som gjaldt for hele menneskeheden med udgangspunkt i de materialistiske realiteter som produktionsforholdene udgør.
Arbejderbevægelsens politiske og kulturelle kamp i Danmark handlede om at ændre livs- og produktionsvilkårene, i et ønske at opbygge et nyt socialistisk samfund, som skulle kunne varetage alles tarv med respekt for personlige kulturelle særpræg eller religiøs tro.
Den politiske og kulturelle kamp var ved århundredskiftet klart og åbenlyst klassebaseret, og den tog sigte på at skabe en omfattende organisationskultur, som skulle forme arbejderklasse gennem nye sociale og kulturelle tiltag som oplysningsforbund, idrætsforeninger, ARTE og forlag, blade og aviser, kooperativer, børneorganisationer, sygekasser, sangkor, orkestre og m.m.
Velfærdsstat og institutionalisering af kulturen
I 20’erne foregik i der hele Europa en masse eksperimenter i kunstverdenen ud fra forskellige strategier for den kulturelle klassekamp, dels foregik der en kamp der byggede på eksisterende traditionelle udtryksformer, og dels en kamp som benyttede sig af helt nye kunstneriske udtryk i forestillingen om at gøre arbejderklassen til spydspidsen i en bred moderne bevægelse for et nyt samfund.
De mange forsøg var nok mere progressive end socialistiske, når det kom til stykket, men i 30’erne foregik der en levende diskussion både i Socialdemokratiet og i DKP, om hvordan man skulle agitere for at frembringe en egentlig ny arbejderkultur. Blandt kulturpersonligheder i DKP nærede Nexø, Kirk, Scherfig og Gelsted stor modstand mod den socialrealisme som Stalin dikterede i Sovjet. De mente netop at det revolutionære og det samfundsændrende i høj grad lå i formen og i måden på hvordan man malte og skrev.
Indtil godt op i 30’erne var ideen om velfærdstaten alene udtryk for en delstrategi i det socialdemokratiske projekt som en måde at gøre samfundet mere egnet til socialisme, men efter besættelsen blev velfærdstaten til det egentlige mål, hvorefter partiet generaliserede og institutionaliserede mange af de lokale folkelige bevægelsers praksis og erfaringer fra den moderne arbejderkultur, fra den første halvdel af århundredet.
De opstod som nye statslige og offentlige institutioner, men i modsætning til DKP, tog man i Socialdemokratiet klar stilling for det moderne progressive, både i ny pædagogisk praksis og synet på moderne kunst og arkitektur i statens nye kulturinstitutioner.
Med denne generalisering og statsliggørelse af kulturen, blev kulturproducenterne imidlertid nu helt afhængige af staten og den politiske elites embedsmænd, som de reelle formidlere af de nye moderne kulturelle institutioner og foreninger, og denne afhængighed opfatter Morten som et alvorligt strategisk problem for kulturlivet.
Kan vi opdrages til socialisme?
Stalin så sig selv som sjælens ingeniør, og det var et problem for socialismen, at både han og Lenin havde et så elitært syn på sig selv som ledere, og troede på at vejen til socialismen gik gennem en rigid opdragelse af sjælen og total styring af samfundets individer.
Det nye antiautoritære venstre som opstod i 60érne og 70érne handlede derimod om at formulere noget åbent, om selv at tage ansvar i og med at man personligt blev grebet af de socialistiske ideer.
Man kan godt opdrage nogen til noget, men kun gennem kulturelle og sociale praksisser, hvor folk selv får øjnene op for, at der er en anden vej, som kan komme deres behov i møde.
Hvis disse praksisser begejstrer og griber folk, så er vejen åben for at det kan fører dem et andet sted hen.
Ordet kultur betyder ”at dyrke”, og ud over denne oprindelige betydning, kan kultur dels anskues ud fra en antropologisk vinkel i forhold til samfundsstrukturer og produktionsforhold, og dels som en særlig sfære adskilt fra økonomi og politik, og som udgør et ”noget” der bliver til gennem sociale relationer.
Begrebet ”kulturpolitik” handler om kultur der knyttes an til folks bevidsthed formet af det de oplever og det de måtte forestille sig, og drømmen om socialismen kræver en ganske særlig forestillingsevne, og udgør en helt ny form for bevidsthed, som kun kan udvikles i en åben og kritisk offentlighed.
Socialistisk kulturfront
Flere sociologiske træk viser at der er sket mange ændringer i kulturudviklingen i de senere år, og siden 1950 er lagene af kulturproducenter steget kraftigt og blevet bredere og bredere, og der er opstået helt nye lag af kulturproducerende mennesker, som man kan inddele i forskellige kategorier:
1. Mennesker med høj uddannelse, den såkaldte intelligentsia
2. Mennesker med kritiske holdninger i offentligheden til stat og samfund
3. Alle mennesker der udfylder en kulturel producerende funktion i samfundet
For at definere en moderne socialistisk kulturpolitik må det i så fald handle om følgende:
1) Definere målet for en sådan og beskrive hvad er det vi vil ændre, som adskiller denne fra andre definitioner af kulturpolitik.
3) Diskutere hvordan man skaber en kulturel bevægelse som vil en reform af samfundet og arbejde med en videreudvikling af dette?
2) Skabe sig et overblik over hvilken kontakter man har til kulturproducenter, og hvordan de kan inddrages i en bevægelse for forandring.
Hvis man ikke kan tiltrække støtter for sin sag, kan man heller ikke omsætte kultur til en egentlig kamp for et andet samfund, og hvis vi skal profilere en ny socialistisk kulturfront, må Venstrefløjens strategi være at skabe en ny deloffentlighed, hvor en ny fremtid kan diskuteres.
For selv om vi kalder os socialister, har vi ikke svarene på hvordan vi får et socialistisk samfund, selvom vi har idealerne, og hvordan vejen skal være må være op til hver enkelt.
Det handler om hvad man siger og gør, samt at fastholde et klart fokus på hvem der er, man ønsker at overbevise om sine synspunkter.
Refleksioner over oplægget v. Hanne Schmidt, Enhedslisten
Ud fra Mortens Things beskrivelse af den tidlige opfattelse af socialisme, som noget generelt for alle uanset klasse, synes netop denne indstilling at have været med til at underminere den socialdemokratiske klassebaserede basis i proletariatet og den traditionelle arbejderklasse, og den moderne velfærdstat må i så fald må anskues, som ganske klasseløs i moderne socialdemokratisk optik.
Institutionaliseringen og statsliggørelsen af de tidligere lokale folkelige organiseringer har været med til at skabe en politisk og kulturel passivisering af befolkningen i relation til forestillingen om en samfundsudvikling, der bygger på dialektikken mellem individet og det kollektive.
Morten udtrykte også i sit oplæg, at i dag er socialdemokratiets monopol på arbejderklassen er helt væk, og det må vel netop ses i lyset af denne generalisering og statsliggørelse af både social og kulturpolitikken, som den politiske elites eget projekt. Det har tydeligvis i dansk sammenhæng indebåret to problemstillinger som er relevante:
1. Kulturpolitikken er overdraget til magthaverne og er ikke mere udtryk for folkelige bevægelser.
2. Den danske befolknings klassebevidsthed er fuldstændig undergravet, og det er lykkedes for socialdemokratiet at forlede alle til at mene, at vi en del af den samme middelklasse med fælles generelle behov
Morten beskrev i sit oplæg at, at i1900 var udgangspunkt for klasse- og kulturkampen i Danmark, at ændringer i samfundet og kulturen skulle komme nedefra, og at menigmand selv skulle være initiativtager til at skabe en ny moderne arbejderklassekultur, som forudsætning for et socialistisk samfund. Socialdemokratiet krævede dengang af et socialistisk samfund, at man tog hensyn til personlige kulturelle særpræg og/eller religiøs tro; så når vi på venstrefløjen taler om et multikulturelt Danmark, handler det stadig om at give plads til de mange del- og subkulturer og klasser, der netop ikke kan identificerer sig med det politiske vedtagne generaliserede billede af os alle som ens middelklasse danskere med ens behov og ens værdier, som vælgere alle partier bejler til – også Enhedslisten – og som determinerer i forhold til alt parlamentariske arbejde.
Følgelig mener jeg, at vi kan uddrage følgende af Mortens oplæg; vi skal som parti fastholde en socialistisk klassebevidsthed, og kæmpe for at samfundsændringerne der kommer nedenfra – fra samfundets basis og ikke fra dens overbygning.
Med andre ord, det vedrører også Enhedslistens interne diskussion og fokus på det parlamentariske arbejde, trods den megen snak om at vi skal arbejde blandt diverse bevægelser og græsrødder.
Problemet er, at der faktisk er temmelig mange medlemmer, der reelt ikke tror på den radikale form for socialisme, men støtter partiet ud fra humanistiske årsager partiet; især nu hvor Fogh har nedbrudt den socialdemokratiske velfærdsmodel som vi kender, som socialdemokratiet, kapitalismens effektive støttepædagog, selv har været igangsætter af.
Problemet for Enhedslisten er, at når det alt afgørende fokus ligger på det parlamentariske arbejde for de mindste forbedringer og i en generel kritik som deles af andre humanister, så drukner den radikale socialistiske målsætning og kampen for et andet samfund fuldstændig i reformistisk hverdagspolitik.
Grundlæggende mener jeg at vores politiske arbejde og fortsatte kamp først og fremmest må handle om at vi hver især forsøger at overbevise og begejstre folk for det socialistiske idegrundlag, også som udgangspunktet for en bred kulturpolitisk vision.
Hanne Schmidt